Stivhed og bøjningskurve på forlængede master.  

Utallige gange ser man kloge folk udtale sig på forskellige fora om, at hvis man ønsker en blødere og mere tilgivende rig, kan man bruge en kortere og blødere mast, som man så kan forlænge til den ønskede længde. Det er til en vis grad rigtigt - men også kun til en vis grad. Hvis vi antager, at IMCS standarden udtrykker masters stivhed og bøjningskurve på en måde, som modsvares af virkeligheden på vandet – ja, så viser mastemålinger med (og uden) forlænger faktisk, at det er en lidt mere kompliceret end man umiddelbart skulle tro.

 

Når man skal prøve at opstille en regneregel for, hvad der sker med en mast, som forlænges, bli'r man selvfølgelig først nødt til at bestemme, hvad man nærmere vil forstå ved "at forlænge". F. eks.: Hvor lang forlængelse taler vi om (absolut eller relativt)? Hvor meget forlænger skal være oppe i masten (absolut eller relativt)? Hvilken stivhed har masten i udgangspunktet? Hvilken bøjningskurve har masten i udgangspunktet? Osv., osv. ...

Hvis vi ta'r en hurtig beslutning og bestemmer, at vi taler om en 30 cm forlængelse ved hjælp af en 50 cm forlænger (der er altså 20 cm oppe i masten), så kan der på grundlag af  de hidtidige opmålinger laves følgende - meget grove - retningslinier:

  • Alle master beholder (tilnærmet) bøjningskurven, når de bliver forlænget.

  • Alle master bliver lidt stivere (efter IMCS standarden) ved at blive forlænget.

  • Hard Top master bliver relativt mindst "opstivet" (oftest 2-3%).

  • Flex Top master bliver relativt mest "opstivet" (omkring 6-7%).

  • Constant Curve master bliver "opstivet" et sted mellem Hard Top og FlexTop master, altså med 3-6%.

Temmelig firkantet kan det oversættes til, at ...

  • Hvis man forlænger en Hard Top mast med 30 cm, så den får samme længde som næste mast i rækken, vil den forlængede mast blive tilført mellem 1/6 og 1/4 af den ekstra stivhed, der er nødvendig for at nå op på niveauet for den næste mast i rækken.

  • Hvis man forlænger en Constant Curve mast med 30 cm, så den får samme længde som næste mast i rækken, vil den forlængede mast få tilført mellem 1/4 og halvdelen af den ekstra stivhed, der er nødvendig for at nå op på niveauet for næste mast i rækken.

  • Hvis man forlænger en Flex Top mast med 30 cm, så den får samme længde som næste mast i rækken, vil den forlængede mast blive tilført mellem 1/2 og 3/4 af den ekstra stivhed, der er nødvendig for at nå op på nivaeuet for næste mast i rækken.

Jo flere master, der kommer gennem møllen, jo mere præcis bliver statistikken – og jo mindre sandsynligt er det, at tallene bliver ændret.

 

 

Hvorfor opfører masterne sig sådan?

 

http://www.peterman.dk/mast-imcs-formulas.htm, http://www.peterman.dk/mast-imcs-comments.htm og http://www.peterman.dk/windsurf-masteartikel01.htm  kan du se en mere udtømmende forklaring på og diskussion af IMCS testen – men ganske kort fortalt foregår testen på den måde, at man hænger et lod op midt på masten, hvorefter man måler, hvor meget master giver sig (bøjer) på nogle målepunkter (1/4 fra bunden, midtpå (altså hvor loddet hænger) og 3/4 fra bunden).

Alle master – uanset om de hedder Flex Top, Constant Curve eller Hard Top – er blødere i toppen end i bunden. Når man måler en 400 cm mast, er midtpunktet selvfølgelig placeret ved 200 cm punktet – og når vi måler 400 masten, forlænget med 30 cm, er midtpunktet selvfølgelig placeret ved 215 cm punktet. Dette 215 cm punkt (der jo er midtpunktet på mast og forlænger) er imidlertid placeret lidt 15 cm længere nede på selve 400 cm masten. Dvs. at midtpunktet, hvor loddet er ophængt, rykker ned på et stivere sted af masten – og derfor kan det (med IMCS testens regneregler in mente) selvfølgelig heller ikke undre, at den forlængede 400 cm mast vil være (relativt eller absolut) stivere end den oprindelige 400 cm mast! Og det kan heller ikke undre, at effekten gør sig mest gældende ved en Flex Top mast, der jo netop bliver forholdsvis meget stivere, jo længere man rykker ned på masten.

 

Konklusionen må være, at i den udstrækning IMCS testen er dækkende for, hvordan master rent faktisk opfører sig på vandet, er det for unuanceret blot at tale om, at korte master med forlænger er blødere end længere master uden forlænger.